Unheralded before now, the debut disc by pianist Alexis Marcello reveals a fully formed stylist whose 12 solos create something unique from an amalgamation of Jazz, improv, hip-hop and Latin inflections. Now 40-something, Marcello, who has a Panamanian mother and a Dominican father is an Afro-Latino from New York’s outer boroughs whose playing reflects formal studies, mentorship by Yusef Lateef and gigs with the likes of Daniel Carter, James Brandon Lewis and rappers.

One strand of Marcello’s playing blends the rhythm and romanticism of Caribbean-Central American sounds on tracks such as “Break Bread” in such a way that the result is not only emotional and expressive but also contains the germ of what could be a familiar ballad. In contrast other tunes – all of which except two are originals – move through march tempos, hard stops and pressurized accents, as power chords as on “1010 Wins” amalgamate stop-time gallops into even speedier shudders leading to timbral crescendos. Then there are pieces like the introductory “Boogieminish Bop” that in its clattering evocation of both styles manage to encapsulate the evolution from Swing to Modern Jazz in fewer than four minutes.

Tellingly Marcello concludes this recital with a reading of Thelonious Monk’s “Eronel” played in a non-Monkish manner, substituting the expected angularity for Stride and early Bebop chording. Caito Soto’s “A Saca Camote” the other non-original, uses antiphony from keyboard stretches and two-handed motifs to suggest Latino roots with a gradually ascending prestissimo pulse.

All these strands are united in the mini-concerto that is “Amargado”. Among the cascading dynamics and energetic glissandi, light and dark timbres are exposed as the piece moves from proffering chanson-like lyricism to exaggerated flowery pattern to carefully outlined notes with a dip into pressurized emphasis and a reprise of the initial lyricism.

Seemingly a musician whose time has come, with this powerful a debut, it will be worth watching to see what Marcello next creates.

https://www.jazzword.com/reviews/alexis-marcello/

Sylvie Courvoisier has never been easy to pin down, which is exactly the point. The Lausanne-born pianist moved to New York City in 1998 and spent the next two-plus decades making herself indispensable to the downtown avant-garde, working alongside John Zorn, Evan Parker, Wadada Leo Smith, and Mark Feldman, among others. She received the Swiss Grand Prix Music and an American Academy of Arts and Letters Music Award in 2025, recognition that felt overdue rather than surprising. Her long-running piano trio with bassist Drew Gress and drummer Kenny Wollesen has been one of jazz's most formidable units for years. Éclats: Live in Europe, recorded during a February 2025 tour, makes a strong case that the group has never sounded better.

The opener, "Éclats -for Ornette," comes out swinging. Courvoisier does not genuflect at Ornette Coleman's altar so much as tear the door off it. "Just Twisted" is knotted and physical, a theme the trio seems to be assembling and dismantling in the same breath, a form of controlled chaos that never tips into self-indulgence. The pianist's circular and staggered bop maneuvers ride atop a rock-like riff, while Gress provides a steady undertow, leading to a complex rupture and a regenerative stream of ideas within the trio's engaging improvisations.

The album's emotional center settles around "Requiem d'un songe," featuring Courvoisier's brisk voicings and rapid post-bop bursts. Shifting currents eventually guide the band toward a voice that is striking in the way that unsettling things sometimes are. "Imprint Double" breaks that spell with a relentless, tumbling drive, blending rock grooves with boogie-woogie inflections, reflective passages, and generous doses of absorbing improvisation.

"Big Steps Towards Silence" is patient in a way that demands attention rather than rewarding distraction, unfolding as a dense three-way call-and-response exchange that converges toward near silence, followed by rising mini-motifs that alternate with quieter passages. Here, Wollesen steps forward with a series of polyrhythmic conversations, steering the band back to the primary melody. "Lulu's Dance" carries a stalking, muscular quality, guided by the pianist's imagery of climbing a ladder, accented by the rhythm section's sweeping sound sculptures and several false endings that return the group to the subtle state introduced at the outset.

Courvoisier has always played as if the stakes are high. Here, they feel even higher, and Gress and Wollesen meet her at every turn. This is a trio firing on all cylinders with no interest in easing up.

https://www.allaboutjazz.com/eclats-live-in-europe-sylvie-courvoisier-intakt-records

Den sveitsiske pianisten og komponisten Sylvie Courvoisier har vært en viktig stemme på den moderne jazzscenen i 20 år der hun, i hovedsak holder til i New York. Hun kommer opprinnelig fra Sveits, og ble nylig tildelt den prestisjetunge sveitsiske «Grand Prix Musik» for 2025. Hun har utgitt en rekke utmerkede plateutgivelser, senest soloalbumet To be Other-Wise og det flotte duoalbumet Angel Falls med trompeteren Wadada Leo Smith. Og nå topper hun det hele med et livealbum med sin trio med bassisten Drew Gress og trommeslageren Kenny Wollesen. Albumet, som ble spilt inn under en europaturné i februar 2025, presenterer selve essensen av denne fremragende trioen. Dette er den fjerde utgivelsen på trio, og etter å ha lyttet mye til de tre foregående, gledet jeg meg storligen til å høre de live.

Opptakene er gjort under JOE Festival i Essen i Tyskland, Festival Sons d’hiver i Ivry-sur-Sines i Frankrike og på Jazzclub Untherfart i Munchen i løpet av turneen i februar, og alle sporene er utmerket tatt opp og mikset, slik at det blir en helhet over platen som setter trioen helt i toppen av den moderne jazz-adelskalenderen.

Hun har gjestet Norge med trio tidligere, blant annet i 2022, da hun gjestet Vossa Jazz, den gang med Gress og med Tom Rainey på trommer (fordi Wollesen hadde blitt stoppet på en flyplass i Europa på grunn av problemer med pandemirestriksjonene).

Og å lytte til denne utgivelsen, blir som å høre en slags «best of» med trioen. For de ni komposisjonene, som alle er skrevet av Courvoisier, sammenfatter mye av det man har hørt med trioen tidligere. Og fra de åpner med «Éclats – for Ornette», til de avslutter med «Downward Dog», er dette en nesten himmelsk reise i utsøkt pianotriospill.

Dette er tre musikere som har spilt mye sammen, og som kjenner hverandres hver lille bevegelse. Det fører til at båse bass og trommer følger Courvoisiers alle bevegelser, fra det hardtsvingende og Ornette Colemanske i åpningen, via en slags videreføring av det Cecil Taylor holdt på med, til det roligere og vakre. Men det er Courvoisiers energiske og, tidvis, aggressive pianospill som gjør dette til en fantastisk opplevelse. Hun spinner rundt temaene som om det nesten dreier seg om liv og død. Hun har en enorm teknikk og en kreativitet i spillet som ofte kan savnes i dagens jazz.

Bass-spillet til Gress er akkurat der det skal være – hele vegen. Han må ha verdens største og mest lyttende ører, og Wollesens trommespill er kraftig og energisk med en rekke energiske «poengteringer» i spillet som gjør triospillet originalt og tøft.

Jeg har lyttet mye til disse tre musikerne, både i denne trioen og i andre sammenhenger. Men jeg fikk dessverre ikke hørt dem på Europa-turneen i 2025, og det er synd, for jeg er overbevist om at hver av konsertene på turneen må ha vært store opplevelser. Men nå har jeg heldigvis et nydelig utdrag på plate. Og det er en plate som kommer til å bli spilt mye framover. For dette er «pise godt» som de sier i Danmark.

https://salt-peanuts.eu/record/sylvie-courvoisier-trio-3//

Co w jazzie piszczy [sezon 4 odcinek 15]

Graliśmy:

Amalie Dahl’s Dafnie EXTENDED “Slow motion” z albumu “Live at Moldejazz”

Jon Irabagon “Morning Star” z albumu “Focus Out”

Jon Irabagon “Sugar Rush (Radio Edit)” z albumu “Saturday child”

Sylvie Courvoisier Trio “Éclats – for Ornette” z albumu “Live in Europe” – Intakt Records

Biondini Godard Niggli “Tempi passata” z albumu “Fables Of Time” – Intakt Records

Michael Formanek “Braxes” z albumu “New Digs” – Intakt Records

Carlos Niño & Friends “Deep Bow” z albumu „Bubble Bath for Giants”

Devin Gray feat. Andrea Parkins & Frank Gratkowski “Kurkuma” z albumu “Hz of Gold” – Rataplan Records

Dave Stapleton “Quiet Fire” z albumu “Quiet Fire” – Edition Records

Gregory Hutchinson “Ah-Leu-Cha” z albumu “Kind of Now – The Pulse of Miles Davis” – Warner Music

Hugo Fernandez “Playing Chase” z albumu “Rivermind”

Brian Molley Quartet “The Man and the Lion” z albumu “Tùs / Origin” – BGMM Records

Horizon Trio “Pour des Prunes” z albumu “Oscilla”

Andrew MacKelvie’s Many Worlds “Mirror Era” z albumu „Many Worlds” – Watch That Ends The Night

https://donos.home.blog/2026/04/19/co-w-jazzie-piszczy-sezon-4-odcinek-15//

Co w jazzie piszczy [sezon 4 odcinek 15]

Graliśmy:

Amalie Dahl’s Dafnie EXTENDED “Slow motion” z albumu “Live at Moldejazz”

Jon Irabagon “Morning Star” z albumu “Focus Out”

Jon Irabagon “Sugar Rush (Radio Edit)” z albumu “Saturday child”

Sylvie Courvoisier Trio “Éclats – for Ornette” z albumu “Live in Europe” – Intakt Records

Biondini Godard Niggli “Tempi passata” z albumu “Fables Of Time” – Intakt Records

Michael Formanek “Braxes” z albumu “New Digs” – Intakt Records

Carlos Niño & Friends “Deep Bow” z albumu „Bubble Bath for Giants”

Devin Gray feat. Andrea Parkins & Frank Gratkowski “Kurkuma” z albumu “Hz of Gold” – Rataplan Records

Dave Stapleton “Quiet Fire” z albumu “Quiet Fire” – Edition Records

Gregory Hutchinson “Ah-Leu-Cha” z albumu “Kind of Now – The Pulse of Miles Davis” – Warner Music

Hugo Fernandez “Playing Chase” z albumu “Rivermind”

Brian Molley Quartet “The Man and the Lion” z albumu “Tùs / Origin” – BGMM Records

Horizon Trio “Pour des Prunes” z albumu “Oscilla”

Andrew MacKelvie’s Many Worlds “Mirror Era” z albumu „Many Worlds” – Watch That Ends The Night

https://donos.home.blog/2026/04/19/co-w-jazzie-piszczy-sezon-4-odcinek-15//

Co w jazzie piszczy [sezon 4 odcinek 15]

Graliśmy:

Amalie Dahl’s Dafnie EXTENDED “Slow motion” z albumu “Live at Moldejazz”

Jon Irabagon “Morning Star” z albumu “Focus Out”

Jon Irabagon “Sugar Rush (Radio Edit)” z albumu “Saturday child”

Sylvie Courvoisier Trio “Éclats – for Ornette” z albumu “Live in Europe” – Intakt Records

Biondini Godard Niggli “Tempi passata” z albumu “Fables Of Time” – Intakt Records

Michael Formanek “Braxes” z albumu “New Digs” – Intakt Records

Carlos Niño & Friends “Deep Bow” z albumu „Bubble Bath for Giants”

Devin Gray feat. Andrea Parkins & Frank Gratkowski “Kurkuma” z albumu “Hz of Gold” – Rataplan Records

Dave Stapleton “Quiet Fire” z albumu “Quiet Fire” – Edition Records

Gregory Hutchinson “Ah-Leu-Cha” z albumu “Kind of Now – The Pulse of Miles Davis” – Warner Music

Hugo Fernandez “Playing Chase” z albumu “Rivermind”

Brian Molley Quartet “The Man and the Lion” z albumu “Tùs / Origin” – BGMM Records

Horizon Trio “Pour des Prunes” z albumu “Oscilla”

Andrew MacKelvie’s Many Worlds “Mirror Era” z albumu „Many Worlds” – Watch That Ends The Night

https://donos.home.blog/2026/04/19/co-w-jazzie-piszczy-sezon-4-odcinek-15/

Parution chez Intakt de “Fables of Time” de Luciano Biondini, Michel Godard et Lucas Niggli. Avec leur musique poétique et énergique, ces trois conteurs originaires d’Italie, de France et de Suisse ouvrent une vue imprenable sur la Méditerranée au-delà des étroites vallées montagneuses.

3 invitations pour 2 à gagner pour le concert de Velvele + Etenesh Wassié Quartet samedi 18 avril à 20h30 à la Maison du Peuple - la FraternelleOuverture dans un nouvel onglet à Saint-Claude (39). Cliquez sur " contacter l'émission " et laissez vos nom et prénom. 1 invitation pour 2 pour les 3 mails tirés au sort.
La musique de ces trois personnalités musicales se nourrit de sa poésie, de la beauté de ses sonorités, de la profondeur de sa réflexion et de l’entrelacement entre composition et improvisation. Des compositions originales côtoient des variations sur Radiohead et Monteverdi et se fondent, sur “Fables of TimeOuverture dans un nouvel onglet”, en une musique émouvante, pleine d’énergie et d’un humour subtil.

Un trio aux trois leaders, tous trois à l’aise dans des langages musicaux différents et au sommet de leur art technique. Ensemble, ils forment une unité que l’on trouve rarement. Treize ans après les deux CD très acclamés “What is There What is Not” et “Mavi”, le troisième opus tant attendu de ce trio extraordinaire est enfin là. « Le chemin proposé à l’auditeur est plein de surprises et de joie – on ne sait jamais ce qui nous attend au détour d’un virage : une promenade à travers une mélodie Renaissance majestueuse, une soudaine poussée d’énergie issue de passages d’improvisation libre, une évocation de danse villageoise d’un pays imaginaire bordé par le désert, les Alpes et la campagne, un éclair de funk, et parfois toutes ces choses à la fois », écrit Francesco Martinelli dans les notes de pochette.
(extrait du communiqué de presse en anglais).

https://www.radiofrance.fr/francemusique/podcasts/au-coeur-du-jazz/luciano-biondini-michel-godard-lucas-niggli-trio-intemporel-sans-frontieres-57064900

Luciano Biondini er en italiensk trekkspiller, som oppholder seg innenfor jazzen og folkemusikken. Han har dukket opp på en rekke album fra forskjellige musikere, så som Gabriele Mirabassi, Fratelli Mancuso, Ivano Fossati, Samo Šalamon og Rabih Abou-Khalil.

Michel Godard er en fransk avantgarde-jazz- og klassisk musiker. Han spiller tuba og forgjengeren til tubaen, kjent som serpent. Han hhar gjort konserter og plateinnspillinger med musikere som Michel Portal, Louis Sclavis, Enrico Rava, Horace Tapscott, Kenny Wheeler, Ray Anderson, Rabih Abou-Khalil, Sylvie Courvoisier, Simon Nabatov, Samo Šalamon, Linda Sharrock, Pierre Favre, Misha Mengelberg, Gabriele, Dave Bargeron og mange flere.

Trommeslageren og perkusjonisten Lucas Niggli er født i Kamerun, men har mesteparten avv livet bodd i Sveits, og har vært en fast musiker i flere år på plateselskapet Intakt Records. Han har medvirket på en rekke utgivelser, og den trioen vi møter på denne utgivelsene rr langt fra ny. De har tidligere gjort plateutgivelsene What is There What is Not, (Intakt Records, 2011) og Mavî (Intakt Records, 2013).

Det er den originale instrumetsammensetningen trekkspill, tuba, serpent, trommer og perkusjon vi får møte på denne utgivelsen, hvor folkemusikken og den improviserte musikken møtes i skjønn forening. Låtene er laget av Biondini og Godard, pluss at de sper på med en komposisjon av Radiohead («Knivers Out»), Claudio Monteverdi («Vi ricorda, o boschi ombrosi»), Carla Bley («Lawns») og Steve Swallow («Dopo il tormento»). Og alt er innspilt den 21., 22, og 23. juni 2025 i Cicaleto Studios i Arezzo.

Her oppe i fjellheim på Voss, hvor jeg er med i den lokale jazzklubben, har vi en stund snakket om et samarbeid med den utmerkede Osafestivalen, som presenterer folkemusikk og verdensmusikk av ypperste kvalitet, tenker jeg at denne trioen burde være et utmerket samarbeidsprosjekt for oss og Osafestivalen. For dette er en, nærmest, perfekt blanding av strålende, europeisk jazz og folkemusikk fra Sør-Europa, fremført av fremragende musikere som er mestere innenfor begge stilarter.

De starter med Godards fine og, relativt, lyriske «I cercaroti deli’ invisibile» før de gjør at taktskifte, og vi får Biondinis drivende og tøffe «Tempi passati». Deretter tar de det ned med Godards «Bellla madre d’amore», hvor Godard briljerer med utsøkt tubaspill.

Og sik fortsetter de med både poetisk og lyriske sekvenser hvor de tre historiefortellerne fra Italia, Frankrike og Sveits, som tar oss rett inn til utsikten over Middelhavet og fjelldalene i det sørlige Frankrike. Innimellom føler jeg at jeg nesten sitter på Henrys Bar i Vance med en knallsterk espresso og et ørlite glass og ser og hører på lokalbefolkningen med de tre musikerne som kommenterende stemmer. Og versjonen av Radioheads «Knives Out» gjøres personlig og usedvanlig fint.

Gjennomgående skifter Biondini og Godard med å føre «skuta», noe de gjør på en måte så man skulle tro de har vært sjømenn hele livet. Biondini er en strålende trekkspiller, som kan sammenlignes med flere syd-europeiske utøvere. Det er en intens stemning pluss et italiensk inderlighet i spillet hans som fascinerer, og Godard er en mester på tuba og serpent. Og bak ligger Niggli med et utmerket, rytmisk spill som i Radiohead-låta er relativt rocka, men hvor han spiller fritt og freidig i de fleste andre, uten at han går utenom hva de andre holder på med.

I tittelsporet legger jeg spesielt merke til Nigglis pågående og rytmiske spill som passer perfekt til de to andre, før vi får den lyriske og fine «L’aureola ritovata» av Biondini, hvor Gidard har funnet fram el-bassen, uten att det gjør noe som helst. Denne høres ut som en italiensk folkesang eller en låt av legendariske Paolo Conte, før Biondini improviserer fint rundt temaet.

Monteverdis «Vi recorda, o boschi ombrosi» blir en original og nydelig sak med Godard på serpent i front i deilig samspill med trekkspillet, før vi får Godards «The Golden Jar» med tubaspill, nesten, ut av denne verden. Vi har noen utmerkede tubaspillere her oppe i nord også, men jeg har til gode å høre de overgår det spillet vi får fra den gode franskmannen her. Fantastisk. Og sammen med, typisk, italiensk trekkspill og lekne trommer, blir dette en perle.

Så går det mot slutten med Carla Bleys «Lawns» og Steve Swallows «Dopo il tomento». Og å avslutte med to låter fra fra det kreative radarparet Bley/Swallow er en utsøkt idé. Carla Bley har skrevet noen av de vakreste balladene i jazzhistorien, og «Lawns» er, utvilsomt, en av disse. Og her fremføres den på aller beste måte med Godard i front, før vi får en nydelig trekkspill-solo, hvor også Niggli kommer smygende og Godard finner fra el-bassen. Nydelig og en halv!

Så rundes det hele av med Steve Swallows «Dopo il tomento». Swallows liv ii jazzen innbefatter hele jazzhistorien fra begynnelsen av 1960-tallet og fram til i dag. Og den versjonen vi her får av låten, blir en utmerket hyllest til bass-mesteren. Og som siste låt på konsert e...

Is “éclats” here fragments suddenly ejected from a breaking body, sharp and sudden sounds, or simply something that commands admiration? Probably a bit of all at once.

What you hear is a wide spectrum, touching on all forms of jazz, from the more grounded to the more exploratory, yet in a way that seems to reconcile everything and make sense of the whole burst of pieces. And in the end, what remains is exactly that, an éclat of jazz and an éclat of admiration.

https://bestofjazz.org/jazz-march-2026/

Diese Aufnahmen klingen, und das ist absolut respektvoll und wertschätzend gemeint, nach Alltagsmusik. „Fables Of Time“ entfacht einen melancholischen Hauch, der durch Gassen und Ruinen streift, der durch verlassene Parks und über bevölkerte Plätze weht. Ein Atem voll unvergleichlichem Leben, gespielt auf Instrumenten, wie man sie in dieser Zusammenstellung nur selten findet. Gemeinsam stehen sie für einen Sound, der Vergangenes und Gegenwärtiges miteinander verbindet, der Schmerz, Freude, Spontanität mal kräftig evozierend, mal federleicht zum Ausdruck bringt.
Luciano Biondini (Akkordeon), Michel Godard (Tuba, Serpent, E-Bass) und Lucas Niggli (Drums, Percussion) haben schon einige Aufnahmen miteinander eingespielt und waren gemeinschaftlich schon etliche Male erfolgreich auf Tour. Dabei begeisterten sie ausnahmslos mit einer zeitlosen Klang-Melange, die das Mittelalter, Neue Musik und zeitgenössische Improvisation funkelnd miteinander verbindet. Das Trio ist in der einmaligen Lage, schwungvolle Volkstänze neben kompositorische Vorgaben von Claudio Monteverdi zu platzieren, melancholische Pop-Hymnen von Radiohaed mit den Tonfolgen von Carla Bley oder Steve Swallow zu verknüpfen. Zudem sind ihre eigenen kompositorischen Möglichkeiten beachtlich und ihre Improvisationskunst vor jedem Zweifel erhaben. Rauschende Hymnik steht neben instrumentaler Virtuosität, schlacksige Melodienlinien wechseln hin zu lyrischen Intermezzi. Alles in allem atemberaubend – schön.

https://www.kultkomplott.de/Artikel/Musik/Archiv/

Alexis Marcelo
Solo Piano
Intakt CD/DL
Alexis Marcelo's first solo piano album opens with a series of seven stabbed glow in the dark chords. The first two ring with the drama of a show tune, but by the fourth we've already veered into something else. Close voicings and syncopated anticipations lead sideways and out through to a demented stride vamp that forms the song's bedrock. From there Marcelo splices Monkish melodies with blues, spidery runs and a hard-driving walking bass in the left hand. This first composition signals something of the historical condensation of jazz and Afro-diasporic musics that this record contains.
Alexis Marcelo – a first-generation American born to a Panamanian mother and a Dominican father – came of age in the Bronx and Queens as hiphop was coalescing, so he first heard jazz via samples. While the choice to play solo piano lends the record an organic coherence, under the surface something of hiphop's cut-up approach comes through. Fragments of piano montunos sit next to meditative atonality. Lightly churchified balladry is followed by "A Saca Camote", a song by the Afro-Peruvian composer and folklorist Caitro Soto. This is music stitched together across diasporic time and space with a distinctly Latin flavour.
Aside from the debt to Monk – confirmed by the album's closing track "Eronel" – another touchstone may be Mal Waldron. Marcelo's blue vamps and cycles have a similar hypnotism to them. He switches from meditative to jaunty to dissonant and back within a matter of bars. After years collaborating with a broad swathe of New York's heterodox improvisors, this album is an elegant distillation of Marcelo's distinctive sensibilities. Let's hope that more leader dates and solos are to follow.

Für das Guimarães Jazz Festival 2023 hat der Kontrabassmeister MICHAEL FORMANEK Thumbscrew, sein Trio mit Mary Halvorson an Guitar und Tomas Fujiwara an Drums, in ein Septett vergrößert mit Alexander Hawkins an einer Hammond B3 Organ als Hauptakzent. Und mit einem mit Altosax, Tenorsax und Trompete bestückten Bläserdreizack aus John O’Gallagher, Chet Doxas aus Montreal (erprobt im Drome Trio) und João Almeida als portugiesischem Akzent. New Digs (Intakt CD 451) entstand 2025 ebenfalls in Portugal. Die Bläser geben in geschmeidigem Vorwärts den Ton von 'New Old World' an, dann fächert sich das in kribbelige Gitarre, beschleunigtes Pizzicato, sprudeliges Gebläse, in stürmische Saxerei, Hammondsound, Grummelbass, Trommeldrive, in unkoordiniertes Mosern. Danach drückt Hawkins grummelige Cluster, der Duktus entschleunigt, auch wenn die Bläser aufbegehren, doch erstmal lässt Formanek die Finger singen, Halvorson und Fujiwara müssen sich bremsen, bis wieder die Hammond grummelt. Sie gibt auch dem melodischen und welligen Gesaxe bei 'It Was' ihren dröhnenden Touch, mehr als das Pizzicato. Dann plonken und gluckern Formanek und Hawkins gemeinsam zu getickeltem Tempo und flottem Unisono-Gebläse, Halvorson lässt die Finger sausen, Doxas sticht mit Klarinette aus dem animierten Drive hervor. Mit dem Swing von 'aka the Stinger' und cooler Old-School-Gitarre evozieren sie Johnny "Hammond" Smith. 'Gone Home_Interlude for Susan Alcorn' ist ein Memento für die 2025 verstorbene Pedal-Steel-Gitarristin, mit erst nur gefühlvollem Pizzicato, bevor Hammondklingklang die andern als zarten Chor heran­führt, die Trompete ihre Trauerrede anstimmt und die Gitarre in Wallung gerät. 'Braxes' folgt als Ausbund melodischer Bläserlinien, gebündelt oder als strömendes Delta. 'Quinze' – 15? – bringt dann wieder wabernde Orgel und ein launig getüpfeltes Motiv, das die Bläser aufgreifen als Sprungbrett für tenoristische und trompetistische Tiraden, eine von Hawkins getippte und eine von Halvorson prächtig gefurchte und gejaulte, bis Fujiwara hin zur Reprise klopft. 'Nigh Total' eifert zuletzt mit orgeligen Tropfen und sinnierendem Hammondsound zu klapprigem und plonkigem Bass und kurz aufrauschenden Becken. Immer weniger gehen die Neue und die Alte Welt so schön Hand in Hand. [BA 132 rbd]

http://www.badalchemy.de/

Recorded shortly before his 80th birthday,
échappée is a double-album set from veteran German
pianist Joachim Kühn that is varied and impressive.
Over the course of the collection’s 13 tracks,
Kühn allows equal bandwidth for uptempo, if not
frantically berserk pieces, along with more placid,
ruminative performances. After a few cursory
chordal ideas, “Höre und Sehe” quickly transforms
into a swirl of syncopated flurries, bass notes jabbed
into place as pivots; the catch-and-release quality
of “Indiscret” boasts dissonant chromaticism offset
by unpredictable rests. Kühn redirects the energy
for “Dominic”, a slower, abstract waltz-feel that
boasts darker-shaded chords with glassy arpeggios
trickling up and down the performance. “Renata”
is sheer romanticism, an elegiac mood that is offset
by the pianist’s expansive chords and icy, high-end
tonalities. The 13-minute showcase, “My Long Life
with Brother Rolf”, is as varied and unpredictable
as the musical relationship between Joachim and his
late, clarinet-playing brother and longtime musical
collaborator.

2025 war ein gutes Jahr für die Leaderin des SYLVIE COURVOISIER TRIOs. Sie erhielt den Schweizer Grand Prix Musik und bestach auf Intakt mit „Angel Falls“ im Duo mit Wadada Leo Smith. Und schon im Februar tourte sie mit Drew Gress: Bass und Kenny Wollesen: Drums & Wollesonics durch die Lande, wobei ihnen im Jazzclub Unterfahrt in München, beim JOE Festival in Essen und beim Festival Sons d’hiver in Ivry-sur-Seine in Paris zu guter Stoff gelang, um das nicht als Éclats – Live in Europe (Intakt CD 452) zu veröffent­lichen. Mit taufrischen Versionen von 'Just Twisted', 'Requiem D'un Songe', 'Free Hoops' und 'Lulu's Dance' von „Free Hoops“, 'Éclats For Ornette', 'Imprint Double (For Antoine Courvoisier)' und 'South Side Rules (For John Abercrombie)' von „D'Agala“, dazu das wie mir scheint neue 'Big Steps Towards Si­lence' und zuletzt 'Downward Dog', ein Cour­voisier-Favorit, den sie schon auf „Crop Cir­cles“, „Birdies For Lulu“ und „Crop Circles“ dargeboten hat. So what? Ein seit zwölf Jah­ren vereintes Piano-Trio, das sich seine Ver­sion des totgenudelten Formats als exzep­tionell schönredet? Drei virtuose alte Hasen, die sich mit ihrem same old, same old für feinsinniger und dynamischer als andere halten, insbesondere wenn Beifall ihnen Erb­sen ans Fenster hagelt? Allerdings muss man schon eingefleischte Aversionen mit­bringen, um bei Gressens stramm federn­dem Fingerspiel, Wollesens Gamssprüngen oder Gepardspurts über Metall und Fell und Courvoisiers launigem Tatzen und Wühlen auf den Tasten und ihren Jumps von einem Ende ans andere oder gar ins Innenklavier nicht die Augenbrauen oder die Mundwinkel hochzuziehen. Der Wechsel von abruptem Zugriff, tobendem Hämmern und krawalli­gem Einschlag zu hauchzartem Tickeln, von flotter Pace und unbändiger Rasanz zu sub­tilem Thrill, von quirliger Finesse zu grobem Gepolter, von crashiger Verdichtung zu be­wussten Luftlöchern – verblüffend. Ostinates oder träumerisches Kreiseln, Gnomus-Tritt, klirrendes Kristall, Roadrunnersprints und andere Comic-Kariolen, tuckernde Motorik, Präzisionsarbeit mit Hammer und Eispickel, Poesie von Fingerspitzen, plonkig, perlig – erstaunlich. Dann sogar zartbitterer Bogen­strich, die Stöckchen flickern, die Becken flirren, die Melodie findet sich zwischen Schatten und funkelndem Licht, verliert sich vertröpfelnd ins Leise, stellt sich koboldig und drehwurmig wieder ein. Sie hoopsen, wuseln, klappern, knarren kurios umeinander. Sie lassen Lulu als ungreifbaren Erdgeist aus der Büchse der Pandora erscheinen. Und trippeln zuletzt als x-pfotiger Hundepulk um ein Drumsolo rum aus dem Bild. [BA 132 rbd]

http://www.badalchemy.de/